Det store køkken…

Økologi og sund kost

I daglig tale omtales vores centralkøkken, som det store køkken – ganske enkelt fordi det er stort.

Det er her vores køkkenleder Pia huserer. Hun står for planlægning, indkøb samt tilberedning af al den mad, der hver dag indtages på Spanager. Hun får hjælp af vores praktiske damer, der går lidt til hånde i forbindelse med frokosten.

Økologisk mad

På Spanager går vi meget op i, at vores mad er økologisk – ca. 90 % af det vi køber, er økologisk. Det gælder lige fra mælk, mel, sukker, kaffe, krydderier og æg til pasta, ris og kartofler.

Fra bunden

Vi har den holdning, at ”hjemmelavet mad” lavet helt fra bunden smager bedst. Så det bestræber vi os på at gøre – så længe tiden og økonomien tillader det. Eksempelvis bager vi selv al vores brød – rugbrød, franskbrød, boller, kiks og knækbrød.

Du bliver, hvad du spiser…”,

Ud fra devicen: ”Du bliver, hvad du spiser…”, bestræber vi os på at tilbyde børnene/de unge en sund og varieret kost baseret på økologiske råvarer. Når vi serverer nye/ukendte retter, opfordrer vi til først at smage på maden – og så derefter tage stilling til, om de kan lide den. Måltiderne planlægges ud fra, hvilken årstid det er – på den måde sikres det, at der altid anvendes frisk frugt og grønt.

Københavns Madhus

For at holde sig opdateret på nye trends inden for madlavning samt for at blive inspireret til nye retter, deltager køkkenpersonalet gerne i de kurser, som Københavns Madhus arrangerer – og det er også til dem personalet henvender sig, hvis de har brug for vejledning.

Måltiderne

På hver bo-afdeling er der selvfølgelig et køkken. Det er i disse køkkener, at morgen- og aftensmad laves/indtages, men til frokost samles alle, både børn og voksne, i spisesalen, hvor frokosten serveres.

Frokosten er anrettet som en buffet, hvor maden kan studeres nøje, inden man beslutter sig til, hvad man har lyst til at spise den pågældende dag.

Aftensmaden klargøres i det store køkken, og så afhentes den i løbet af eftermiddagen. Det pædagogiske personale (og ofte også nogle af børnene) færdig-tilbereder maden i afdelingens køkken.

Mellemmåltider

I løbet af en almindelig dag serveres der tre små mellemmåltider.

Det første mellemmåltid indtages i skolen, hvor der hver dag i 10-pausen tilbydes lidt at spise. Det er typisk lidt frugt, et pølsehorn, en pizzasnegl, tørret frugt og nødder eller lignende.

Til eftermiddagsmøderne på de respektive afdelinger serveres der igen et lille mellemmåltid. Her kunne det eksempelvis være en portion frugtgrød, koldskål eller lignende.

Dagens sidste mellemmåltid serveres i forbindelse med aften-teen. Her kunne det eksempelvis være lidt frugt, en bolle eller lignende.

Fester, fødselsdage og højtider

På særlige dage – såsom fødselsdage, fastelavn, Halloween, jul og lignende - serveres der ekstra lækkert mad. Ofte mad, der passer til den enkelte højtid. Til fødselsdage vælger barnet/den unge, i samråd med sin kontaktpædagog, hvad der skal serveres.

Kostråd

I det daglige tager vi udgangspunkt i følgende kostråd:

  • Spis varieret
  • Spis meget frugt og grønt
  • Spis fisk, gerne et par gange om ugen
  • Sluk tørsten i vand
  • Spar på fedtet
  • Spar på sukkeret

 

Køkkenleder

Pia Møller